Mænd i Forandring
Forskningen i mænd og maskuliniteter undersøger mænd i et kønnet perspektiv og har fokus på de praksisser, identiteter, symboliseringer, institutioner, strukturer osv., som skaber mænds kønnede liv. Udgangspunktet er at betydninger af køn på mangfoldige måder former mænds liv i varieret samspil med forståelser af alder/generation, klasse, etnicitet, seksualitet etc.
Maskulinitets- og mandeforskningen understreger vigtigheden af at tale om mænd, mandligheder og maskuliniteter i flertal, men også forståelsen af, at samspil er organiseret i ofte ulige, hierarkiske relationer mellem kønnene og mellem mænd.
I Danmark og internationalt udsprang ’mandeforskningen’ (første bølge af forskning om mænd) såvel af Mandebevægelsens aktiviteter som af en teoretisk inspiration fra kvindeforskningen. Fra midten af 70'erne og starten af 80'erne var danske forskere de førende og inspirerende til øget mandsforskning i Norden. Set i et nordisk og internationalt perspektiv, hvor forskningen har oplevet en eksplosiv vækst, er genetableringen og institutionaliseringen af dansk forskning om mænd og maskuliniteter siden 80'erne gået uhyre langsomt. Dog er der efter årtusindskiftet opstået nye initiativer, som dette netværk er et eksempel på.