Kulturkamp mellem faderlige og moderlige værdier

Den overordnede tese i Henrik Jensens stort anlagte og sidemæssigt omfattende bog Det faderløse samfund er, at der i det 20. århundrede i de vestlige samfund er sket et skift fra et samfundsliv med klar dominans af det, Jensen kalder ”traditionelt faderlige værdier” til et samfundsliv med dominans af ”traditionelt moderlige værdier”. Tesen bygger videre på tanker, som Jensen formulerede i sin sidste bogudgivelse Ofrets århundrede fra 1998, om, at moderne vestlige mennesker er splittede og deres samfund er truet af opløsning pga. en kulturkamp, der siden oplysningstiden og særligt efter 1. verdenskrig har stået imellem to kulturelle værdisæt, der henholdsvis er centreret omkring pligt og menneskerettigheder. I Det faderløse samfund kæder Jensen denne opfattelse sammen med køn og hævder, at pligtkulturens faderlige værdier – ”pligt, myndighed, hierarki, ansvar, skyld, behovsudsættelse, arbejdsomhed, lydighed, selvbegrænsning, rationalitet, sublimering” – er i defensiven i forhold til rettigheds-samfundets moderlige værdier – ”omsorg, nærhed, umiddelbar behovstilfredsstillelse, inddragelse, følsomhed, kreativitet, terapi, oralt forbrug” (s. 9).

Skiftet fra den traditionalistiske faderlige pligtkultur til den moderne moderlige rettighedskultur hævdes ikke – som det oftest gøres i andre bøger, der argumenterer for at vort samfund er blevet femininiseret, og at dette er noget negativt – at være forårsaget af kvindebevægelsen, Bøssernes Befrielsesfront eller de mange kvindelige pædagoger og lærere i det danske uddannelsessystem. Nej, Jensen mener, hovedårsagerne er formuleringen af menneskerettighederne efter den franske revolution i 1789 og deres store udbredelse herefter, samt det faderopgør, som sønnerne i den vestlige kultur har taget.

Og vi snakker ikke om 1960’ernes langhårede, hashrygende, guitarspillende sønner (skønt disse er arvtagere og videreførere af opgøret ligesom nutidens mobiltelefonringende og playstation-spillende unge mænd), men om de mandlige psykoanalytikeres opgør med patriarkernes autoritet i 1920’erne. Jean-Jacques Rosseau og Friedrich Nietzsche nævnes kort som forløbere, men ellers er det især én bestemt person i kredsen omkring Sigmund Freud, der fokuseres på som hovedmanden, der formulerede den vision, der for alvor satte gang i det store faderopgør i kulturen: den karismatiske psykoanalytiker Otto Gross. Gross bruges som skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, når sønner gør oprør mod fædre (på samme vis som Nietzsche ofte er blevet brugt af andre kristne forfattere), og hans kritik af kernefamilien og vision om et anarkistisk og matriarkalsk samfund fremstilles som roden til det onde, der er kommet sidenhen. Det er dermed ikke kvinderne, der har femininiseret samfundet, men mændene selv, nemlig de ukloge sønner, der har taget de moderlige værdier til sig og indført matriarkatet.

Et rigidt kristent kønssyn

Jensen analyserer i Det faderløse samfund ændringerne i familiestrukturen i moderniteten med særligt fokus på fader-søn-forholdet. Bogen betegnes ikke af hverken Jensen eller forlaget som køns-, mande- eller maskulinitetsforskning, men som ”en omfattende kulturhistorisk afdækning af konsekvenserne af fader- og autoritetssvækkelsen i den vestlige verden” (bagsiden). Det faderløse Samfund kan dog ikke betegnes som et faghistorisk værk, men som en debatbog skrevet af en historiker. Eftersom bogen både bevæger sig inden for og argumenterer ud fra en idéhistorisk, kulturhistorisk og kønshistorisk ramme, og forfatteren er faghistoriker med en lang universitetskarriere bag sig, må det dog være legalt at anskue den kritisk ud fra en faghistorisk vinkel.

Anskuet som historisk værk er Det faderløse samfund problematisk på mange måder. Hovedproblemet ligger i bogens underliggende tese om at det, der er centralt i den vestlige verdens kulturhistorie er, at der har været en kamp imellem et faderligt og et moderligt værdisystem. Jensen fremfører her et dikotomt kønssyn, hvor (rigtige) mænd og (rigtige) kvinder er evige og absolutte grundlæggende modsætninger med forskellige egenskaber, evner og modstridene interesser. Yderligere karakteriseres det mandlige og maskuline som selvkontrol og garant for social orden, mens det kvindelige og feminines dominans medfører egocentreret amokløb i selvtilfredsstillelse og socialt kaos i kulturen. Det faderlige og moderlige værdisystem fremstilles dermed ikke som ligestillede alternativer, men i et hierarki, hvor det faderlige er ”godt” og det moderlige ”ondt”.

I sin lange indledning lægger Jensen ikke skjul på, at bogen skrives ud fra et kristent protestantisk grundsyn, og det er rart at forfatteren så tydeligt bekender kulør og ikke lader læseren i tvivl om, hvilket verdensyn, der er nøglen til forståelsen og fortolkningen af hans tekst. Men den kristne synsvinkel radikaliserer også bogens kønssyn betydeligt, idet de faderlige værdier flere steder bliver kædet direkte sammen med de kristne værdier, og de moderlige dermed fremstår som ’djævelske’. Kort sagt hævder Jensen, at samfundet i høj grad er blevet faderløst, efter at personer som Nietzsche erklærede Gud for død, og nu hersker den kvindelige eller ihvertfald kvindagtige Satan, så det hele er ved at gå ad helvede til. Da samfundets fædre på alle planer mistede deres autoritet, blev der vendt op og ned på værdihierarkiet, og der er ”ikke længere bindende moralske sigtelinier” i samfundet (s. 12 og 14). Det konkluderes at, ”[i]ngen kultur kan i længden eksistere som en rent sekulær størrelse” (s. 16), dog uden at dette underbygges med et eneste historisk eksempel, der kan understøtte udsagnet.

Bogen er gennemgående langt mere debatterende end analyserende, og hvad værre er står dens konklusioner overvejende som uunderbyggede, generaliserende påstande. Dette sammen med de alenlange citater, overfladiske historiske rids og unuancerede kønssyn virker langt mere irriterende end tankeprovokerende. Denne læser blev desuden hurtigt stærkt irriteret over Det faderløse samfunds litterære tone, der bedst kan karakteriseres som polemiserende og til tider ligefrem arrogant. Jensen hepper og buh’er konstant fra kulissen, og denne stil kommer hurtigt til at virke kværulerende.

Ahistorisk syn på fader-søn-forholdet

Det virker desuden noget tyndt at lade historien om Otto Gross stå som repræsentant for det sene 20. århundredes far-søn-relation og opgøret med den patriarkalske kultur. Gross’ historie er et ekstremt eksempel, der handler om en psykisk syg persons tanker, handlinger og menneskelige deroute. Det billede Jensen tegner af, at Gross’ tanker er blevet mainstream i vor kultur, fremstår som et retorisk greb, der gennem at reducere forskellige perioders opgør med faderautoriteter, fremstillet som kampen mellem pligt- og rettighedskultur, skal overbevise læseren om, at verden er af lave.

Når Jensen hævder, at nutidens sønner mangler faderfigurer for at finde brugbare livsstrategier i en verden domineret af moderlighed, ignorerer han hele den udvikling, der har været i faderrollen siden slutningen af 1960’erne. Som kønshistorie og en undersøgelse af udviklingen i fader-søn-forholdet i den vestlige kultur, er Det faderlige samfund dermed direkte ahistorisk. Det virker som et paradoks af dimensioner, at Jensen hævder, at samfundet er blevet faderløst, når det først er inden for de sidste 40 år, at fædre reelt er begyndt at få et forhold til deres børn som andet end en sjældent nærværende, afstraffende og påbydende autoritet. Når Jensen siger, at nutidens sønner (døtrenes eventuelle behov ignoreres helt) mangler en faderfigur, må meningen derfor være, at den far, der i dag rent faktisk er til stede hos dem, mangler maskulinitet, dvs. ikke er en rigtig mand.

At give udtryk for denne holdning er i denne læsers øjne at udvise en grænseløs arrogance over for flere forskellige grupper: det er arrogant over for de kvinder, der tidligere i historien, men også ofte i dag, mere eller mindre har haft hovedansvaret for børneopdragelsen og har udfyldt både en omsorgsgivende og en grænsesættende rolle over for børnene. Det er arrogant over for sønnerne af disse mødre, som i Jensens bog skildres som mislykkede, umandige, femininiserede hankønsvæsner. Og det er arrogant over for de fædre, der har kastet sig ud i den svære opgave at påtage sig en historisk set ny faderrolle, og som ikke stiller sig tilfreds med rollen som skiftevis legeonkel og bussemand, men søger at basere faderskabet på et ligeværdigt forældreskab og en lige så tæt, kærlig og udvekslende relation med barnet, som mange kvinder har haft og har.

Amatøragtig kønsforskning

Det fader-søn-opgør i kulturen, Jensen analyserer, kunne også anskues på andre måder. F.eks. kunne man analysere det ud fra R.W. Connells nu klassiske teori om, at der i et samfund findes mange forskellige mænd med forskellige maskuliniteter, der konkurrerer med hinanden om magten til at definere den ”rigtige” maskulinitet. Set i dette perspektiv, kunne man undersøge, hvordan fader-søn-forholdet havde ændret sig radikalt igennem den moderne vestlige historie, og tolke forholdet mellem Otto Gross og hans far samt den store gennemslagskraft af Gross’ teorier som eksempler på, hvordan Gross og mange andre psykoanalytikere  i 1920’erne ud fra en marginaliseret maskulin position, søgte at udfordre en dominerende hegemonisk maskulinitet. Jensens brug af begreberne faderlige og moderlige værdisystemer giver indtryk af en (ur)kamp mellem Manden og Kvinden, mens et Connell’sk perspektiv ville sætte fokus på, at der findes mange forskellige mænd (og kvinder) med forskellige værdisystemer. Hvis Jensen havde bevaret sine oprindelige begreber om pligt- og rettighedskultur uden at kønne dem, ville hans analyse stå stærkere, da det – som hans eget materiale viser – ikke er kønsbestemt, hvilket værdisystem, man tilslutter sig.

Selve Jensens bog kan i mine øjne forstås som et indlæg i kampen om at definere en hegemonisk maskulinitet, der bygger på en ultratraditionel kristen protestantisk kønsopfattelse. Han ignorerer i sin bog hele den moderne køns- og maskulinitetsforskning og fremfører et kønssyn, som mandschauvinister siden Platon har plæderet for og forsøgt at fremstille som medfødt og naturligt. Som det studie i maskulinitet, Jensens bog reelt er, afslører han sig dermed som en ren amatør uden nogen større viden om det fagfelt, han skriver sig ind i. Og det er en stor synd og skam, når der historisk kun er forsket meget lidt i udviklingen i far-søn-forholdet både idé- og realhistorisk.

Henrik Jensen

Det faderløse samfund

People’s Press, 2006

483 s., 349 kr.