Forskellige fortællinger om køn

Efter en kritisk læsning af Bechs Kvinder og mænd må jeg gå til bekendelse: Den er god. Det er faktisk sjældent jeg har læst en så god fagbog. Ikke blot fordi Bech skriver flydende og medrivende (om end til tider lidt irriterende ’daglig tale’-agtigt og til tider lidt for hurtig til at udtale sig om, hvad læseren nu tænker om det, han lige har skrevet), men især fordi dét, Bech ønsker med bogen, rent faktisk også lykkes. Og det er ellers ikke så få ting, bogen vil.

Første del af bogens tre dele er således dels en (historisk) introduktion til og dels en kritik af klassiske feministiske fortællinger. Her gennemgås patriarkatsteori, diskursanalyse og forhandlingsteori og deres respektive kritikpunkter. Som sådan ikke noget nyt, men en god introduktion til kønsforskningens udgangspunkt. Dette udgangspunkt viser Bech i anden del af bogen, som han kalder ’flere fortællinger’, danner baggrund for og påvirker den nyere kønsforskning. Her gennemgås dekonstruktion, cyborg-fortællinger og queerteori som nyere feministiske teorier, der forsøger at bryde med de klassisk feministiske fortællingers problemer, men ifølge Bech ikke helt lykkes. Tredje del er ’endnu flere fortællinger’, hvor Bech forsøger at give kønsforskningen endnu tre fortællinger om køn at forholde sig til: En fortælling om magtforhold i pædofilidebatten i Danmark, der bryder med den traditionelle fortælling; en fortælling om kønsspil, hvor magt forsvinder, og ligeværd træder i stedet; og en fortælling om køn som eksistens og interesse.

Det kritiske blik vækkes

Teorierne er godt formidlet, og der ligger en klar argumentation i bogens opbygning. Man kan sige, at det er en bog om kønsforskningen, for kønsforskningen og imod kønsforskningen. Den udtrækker essensen af kønsteorierne fra 1970’erne, viser de gode pointer og derefter udviklingen af nye og frugtbare teorier, der bygger videre på og udvikler kønsforskningen i positive retninger. Og så forholder den sig kritisk til alle disse teorier og kommer med andre og – mener Bech vist – bedre bud på teoretiske tilgange til køn. For selv om Bech forsikrer os om, at de ’gamle’ teorier også har deres berettigelse, og at det ikke er meningen at opstille et teorihierarki, så kommer bogens opbygning til at give læseren en klar fornemmelse af, at når vi når til Bechs eksistentielle teori om køn i sidste kapitel, så er vi på det mest avancerede teoretiske niveau, der er tilgængeligt lige nu. Om man vil give ham ret, må man selv bedømme. Desværre var det for denne anmelder lidt et antiklimaks, men det vender jeg tilbage til. Hvor de første to dele af Kvinder og Mænd hænger godt sammen, kommer Bechs egne teorier til at stå lidt for sig selv, og kunne godt have brugt at blive sat mere i forhold til de foregående fortællinger og i forhold til hinanden. Dog er der ikke nogen tvivl om, at Bechs bog både indeholder meget spændende nye perspektiver og er vanvittigt provokerende for tilhængere af de kritiserede fortællinger om diskurser, queer, dekonstruktion osv.

Hele vejen igennem er Bech velreflekteret, og lige meget om man er enig med hans kondenserede fortolkninger af teorierne eller ej, føler man sig som læser også respekteret – der er ikke forsøgt at skjule noget eller manipulere læseren i det skjulte. Bech åbner læserens kritiske blik over for de forskellige fortællinger om køn, og samtidig får denne kritiske tilgang også den virkning, at man bliver kritisk reflekterende over for Bechs egen fremstilling og egne fortællinger. Når han nu fremstiller andres fortællinger om køn så klart og kritiserer dem, så må man da som læser også kunne finde noget at kritisere ved hans egne fortællinger? Jo, der er nogle enkelte kritikpunkter. Han gør det i øvrigt let at være enig eller uenig med ham både om det ene og det andet, når han skriver så eksemplarisk klart og tydeligt, hvad han mener og hvorfor.

Kønsforskningskritik

Egentlig burde alle hans tre fortællinger udlægges her, men der er kun plads til et par korte eksempler: For eksempel tager Bech fat i pædofilidebatten i medierne og kønsforskningen, som han viser indeholder markante elementer af mediehysteri og tabuisering. Argumentet bliver, at også kønsforskerne reproducerer hysteriet, som ifølge Bech ikke er rimeligt proportioneret i forhold til det faktiske problem. Bech rører her ved et tabuiseret emne, hvilket man godt kan mærke som læser, og han retter en hård kritik mod mediernes fokus på pædofili, og mod visse forskeres bidrag i debatten, som bedømmes som unuancerede og overdrevne. Han argumenterer velformuleret for, at selve dét, at der kommer så stort et fokus på pædofili som et problem, er med til at skabe problemer, hvor der ikke behøvede være nogle.

Et problem ved argumentationen er dog, at han er tæt på at underkende, at pædofili kan være et problem overhovedet. Det er lige før han siger, at hvis bare det var en kulturel accepteret praksis, så ville det ikke være et problem for børnene. Tæt på. Men han bliver på grænsen, og han får med sin argumentation udfordret læserens forståelse af det givne i visse moralske domme. Han udfordrer normernes og forforståelsens i forvejen fastlagte perspektiv, der begrænser mulighederne for, hvad man kan få ud af sit undersøgelsesmateriale, og som forskeren som autoritet er med til at reproducere i medier og politik. Det er en provokerende case, og man kan være uenig med Bech i hans konklusion omkring mediernes medvirken i at traumatisere ellers psykisk sunde børn, men det er svært at være uenig i hans påpegning af pædofilidebattens ensidighed og mulige negative konsekvenser.

Kønsinteresse og kastethed

Hans afsluttende fortælling om køn som interesse og eksistens er anderledes kompliceret. Her taler Bech om begreber som ’ren kønsinteresse’ og ’kastethed’ ud fra en fænomenologisk, eksistentialistisk tilgang inspireret af Heidegger. Man kan i denne optik (altså hos Bech, ikke hos Heidegger) finde sig ’kastet’ som køn: På et givent tidspunkt lige nu eksisterer man, er man ’kastet’, som mand eller kvinde, og denne ’kastethed’ kan man aktualisere og forholde sig til med større eller mindre interesse og refleksion. Bech pointerer, at en interesse i sig selv ikke nødvendigvis er dikotom eller hierarkisk i forhold til andre interesser, for som han lidt polemisk spørger (s. 329): hvad er det modsatte af wienerbrød? Begrebet ’ren kønsinteresse’ dækker derfor hos Bech over en interesse for sit eget køn – herunder interessefællesskaber med folk af sit eget køn, såsom mandefodbold eller (kvinde?) make-up – som altså i Bechs optik ikke er dikotom eller hierarkiseret i forhold til det andet køn. Pointen er, at man som kønsforsker ikke behøver læse dikotomier og hierarkier ind i alle interesser, et menneske kan have, heller ikke interesser i at udforske, hvad det vil sige at finde sig kastet som det køn, man nu er kastet i på et givent tidspunkt og sted.

Her begynder læserens vågne kritiske blik dog at få øje på noget igen. Interesser kan vel også anskues som interesser for noget bestemt, som man værdisætter som bedre end noget andet, og som indeholder noget, som andre mulige interesser ikke gør? At man bedre kan lide fodbold end håndbold, og at fodbold har visse karakteristika, som håndbold ikke har, eller omvendt? Bechs argumentation er svær, og der synes at være visse steder, hvor man kan komme med indvendinger mod hans afvisning af, at sproget ikke giver en dikotom eller hierarkisk kønsforståelse. Når Bech således taler om interesse i at være kastet som kvinde i modsætning til mand, bliver der vel – qua de to muligheder, der præsenteres – tale om en dikotomi, kunne man spørge?

Sprogets betydning

Jeg er sådan set enig med Bech i, at der ikke som en logisk nødvendighed behøver være en dikotomi mellem begreberne mand-kvinde (eller maskulin-feminin for den sags skyld). Men at ignorere, at det i praksis bruges sådan, lige nu i Danmark på dette tidspunkt, synes at være på linie med at ignorere sprogets kulturelle og historiske forankring som sådan. Når man benævner sin interesse ’mande’fodbold, så giver det mening at spørge, hvorfor kønnet understreges, og hvad interessen skal afgrænses fra. Make-up i sig selv er heller ikke kønnet, men hvis det benævnes ’kvinde’make-up, så er det en kønsmarkering, der spiller på en sproglig – kulturel og historisk – betinget dikotomi, der markerer en grænse og værdisætning for, hvem denne make-up er beregnet for. Bechs eksistentielle fokus på individets kastethed og interesse for sit eget køn er i mine øjne dermed i fare for at ignorere den sociale kontekst, som interesserne udspiller sig i, og de sociale konsekvenser for ’det andet køn’, som ligger i den ’rene’ interesse.

Når det er sagt, vil jeg stadig mene, at Bech gør, hvad han har sat sig for. Det, der lykkes bedst for Kvinder og Mænd, og som gør den anbefalelsesværdig for både nye og gamle inden for kønsforskningsfeltet, er, at den åbner op for en kritisk reflekteret, mangfoldigt perspektivrig og nuanceret åbenhed over for køn. På en måde er det et frigørende projekt, Bech er ude i: Det er meningen at rode op i den etablerede værktøjskasse og udgrænse spøgelserne fra de ’gamle’ fortællinger, samt at sætte et kritisk fokus på traditionel vanetænkning og forskningstilgange, der reproducerer dét, de kritiserer. Ved at skabe nye fortællinger provokerer han læserens forudfattede holdninger og forsøger at skabe rum til nye utraditionelle vinkler, der kan supplere de allerede eksisterende. Jo flere teoretiske perspektiver desto bedre, siger han til sidst i bogen – og man kan kun give ham ret.

Henning Bech

Kvinder og mænd

Hans Reitzels Forlag, 2005

386 sider, 385 kr.