Steen Baagøe Nielsens ph.d.-afhandling om mænd og moderniseringsudviklingen i daginstitutionsarbejdet er et stort projekt. Ikke kun fordi det rent tekstmæssigt, med sine godt 489 sider, fylder meget, men også fordi den breder sig over flere teoretiske og metodiske traditioner. Nielsen vil så at sige meget. Jeg vil i foreliggende anmeldelse, forsøge at komme rundt om afhandlingens forskellige dele og give læseren et indtryk af de, efter min mening, vigtigste pointer. Det skal her siges, at grundet afhandlingens omfang, vil jeg kun runde en brøkdel af de mange vinkler Nielsen lægger op til.      

Det overordnede hovedfokus omhandler daginstitutionernes aktuelle udvikling som moderne serviceorganisationer, med særligt henblik på kønnets rolle i denne proces.

Med moderniseringen skal kvalitet, faglighed, læreplaner og ledelse danne rammen om det pædagogiske arbejde. Nielsen taler om, at der er sket et skift i synet på arbejdet med den offentlige omsorg. Fra et fokus på det (moderlige) kald, har man bevæget sig imod en professionaliserings- og faglighedsdiskurs. Dette brud argumenterer han for, kan forstås i forhold til rekrutteringen af mænd til daginstitutionsfeltet. Problemstillingen lyder som følger:

Hvorfor er daginstitutioner tilsyneladende så interesserede i at rekruttere mandlige ansatte?

Afhandlingen er som sagt meget omfattende, og de enkelte dele lader sig ikke nødvendigvis let sammenkæde i én analyse. Overordnet set består bogen af flere dele, der godt kunne fungere som mere eller mindre selvstændige mini- undersøgelser. Der er for det første tale om en teoretisk indkredsning af køn som begreb. For det andet en kronologisk redegørelse for daginstitutionen og den offentlige opdragelses historiske udvikling, fra slutningen af 1700 tallet til i dag. For det tredje en analyse af daginstitutionerne som moderne organisationer, set i et kønsperspektiv.

Teori på flere niveauer

Hvis vi kaster et blik på teoriapparatet, så kan man uden tøven sige, at Nielsen benytter sig af hvad han betegner som ”Multiple tool analysis”. Dvs. at han benytter sig af flere teoretiske positioner. Ideen er, at de teoretiske lag skal give læseren et ”helt” billede af kønningsprocesserne. Problemet er blot at det som læser, kan være meget svært at sammenkæde og forholde teorierne til hinanden, med mindre man på forhånd har et specifikt kendskab til de forskellige retninger. På den måde fremstår teoridelen en anelse forvirrende og uklar. 

På mikroplan benytter Nielsen sig af ”Doing Gender” teorier, som bl.a. West og Zimmermann har arbejdet med: ”Med begrebet ”Doing Gender” søger de at begrebssætte og indfange køn som ”noget vi gør”, dvs. et resultat af en række processer hvorigennem kønnets betydning skabes og genskabes…” (s. 63).  Med brug af ”Doing Gender” teori indskriver Nielsen sig således i en socialkonstruktivistisk forskningstradition.

For at forstå det pædagogiske arbejde i dag og daginstitutionerne som organisationer, finder Nielsen det vigtigt at berøre makroplansteorier om de større samfundsmæssige forandringer, der konstituerer arbejdet.  Dette gør han ved at beskæftige sig med køns-organisationsforskning, der traditionelt bygger på feministisk kvindeforskning. Erkendelsesinteressen har her i særlig grad været, at forstå grunden til opretholdelsen af det kønsopdelte arbejdsmarked. Nielsens fokus ligger især på patriarkatsteoretiske retninger, med afsæt i Øystein Holters teoretiseringer på området. Hovedtanken er, at kønsrelationer må tænkes i en overordnet historisk og strukturel patriarkalsk ramme, eller sagt med andre ord, et samfundsmæssigt hierarki. Et makroteoretisk syn på køn og samfundsmæssig magt ses således som nødvendig for at kunne påpege, hvordan kønnet bevirker tilblivelsen af forskellige favoriseringer og udelukkelser. En af Holters pointer omhandler den falske opdeling af det samfundsmæssige arbejde i en værdiskabende produktiv del, der knyttes til mandekønnet, og en omkostningskrævende reproduktiv del der knyttes til kvindekønnet. Det traditionelle kvindearbejde, fx på dagsinstitutionsfeltet, bliver således i det skjulte nedvurderet i forhold til traditionelt mandearbejde, idet kvindearbejdet stemples som arbejde der tære på samfundets ressourcer.

Det store perspektiv

I afhandlingens anden del tager Nielsen læseren gennem en historisk analyse af udviklingen af den offentlige omsorg fra slutningen af 1700 tallet til i dag. Han slår ned på de steder i historien hvor forskellige skoler, og lejre har præget daginstitutionsområdet. Denne historiske fremstilling har til formål at spore de processer der har skabt kontinuitet i daginstitutionernes organisering, og samtidig skabe et mere nuanceret blik på nutidens praksis på området. Det historiske rids skal med andre ord bruges konkret til at skabe et bedre grundlag for at forstå kønnets betydning i det moderne daginstitutionsarbejde.

Den offentlige omsorg i Danmark har gennem tiderne gennemgået store forandringer fra de første initiativer, de så kaldet asyler, hvor gode borgerlige kvinder stod for at skabe en kærlig, moderlig og hjemlig atmosfære for fattige folks børn. Asylerne fungerede således socialt forebyggende for børn af dårligt stillede familier, og var en humanistisk videreudvikling af tidligere tiders tugthusmentalitet.  I sidste halvdel af 1800 tallet blev børnehavesagen fremført, inspireret af den pædagogiske tænker Friedrich Fröbel. Fröbelskolen adskilte sig på flere punkter fra asylbevægelsen, idet uddannelse og pædagogik for alvor blev sat på dagsordenen. Samtidig fandt der en nytænkning af formålet med arbejdet sted, idet institutionerne ikke længere skulle være forbeholdt de fattige og socialt udstødte børn, men også skulle rumme børn fra borgerlige familier. Fröbelskolen byggede ligesom asylbevægelsen på borgerlige idealer, der bl.a. gjorde sig gældende i forhold til udøvelsen af ”gerningen” blandt borgerskabets kvinder, der valgte at udføre et godt kristent arbejde i børnehaverne. I starten af 1900 tallet, da de første uddannelser på området var blevet skabt, blev en ny pædagogiske lejr, ”Kursus”, etableret. Til forskel fra Fröbelskolens meget idealiserede borgerlige og kristne grundlag, var Kursus præget af et fokus på psykologiske teorier. Det videnskabelige syn, og pædagogens selvbevidsthed blev omdrejningspunktet for arbejdet. Nielsen påpeger at de psykologiske og pædagogiske tænkere ofte var mænd, samtidig med at det praktiske arbejde forblev et kvindejob og italesat som en samfundsmæssig omkostning.  I nyere tid taler Nielsen om en forståelse af ”kvindelig fælleshed” blandt pædagogerne, hvor der i nogen grad er blevet trukket på tilstedeværelsen af moderlige, kvindelige omsorgskompetencer. Dette føres os frem til i dag, hvor spørgsmål om køn ikke er mindre relevant i lyset af de nye krav om professionalisering og ledelsesorientering, der præger feltet. Med Nielsens egne ord kan man opsummerende sige at: ”Daginstitutionsfeltet er således historisk konstitueret i en samfundsmæssig arbejdsdeling, der gør, at feltet indeholder og bærer særskilte konnotationer, interaktionsformer, symbolske strukturer, materielle og formelle ”indretninger” og ”epistemologier”, som understreger dets samhørighed med kvindelighed.” (s. 449.)

Modernisering og køn

Det fokus på professionaliserings og ledelse, der således ifølge Nielsen er rammesættende for det pædagogiske arbejde i dag, indebærer en vis form for afkønnethed. På den ene side bliver køn vurderet som irrelevant, men på den anden er det netop moderniseringen der gør det relevant at tale om køn. Man kan tale om at moderniseringen synliggøre indholdet i arbejdet. Således også kønnets rolle. Når der i disse tider stilles store krav til daginstitutioner om bedre ledelse, udarbejdelsen af læreplaner ect., skabes der et markant legitimationspres. Således er det pædagogiske arbejde og medarbejderne selv, blevet mere synlige i offentligheden, og skal i højere grad agere som professionelle fagfolk, frem for at stå for den hjemlige familiære omsorg der ellers altid har været essensen af det pædagogiske arbejde.

Det er her diskussionen om mænd i daginstitutioner kommer ind. Som jeg indledningsvis nævnte, går afhandlingens problemstilling på en undren over det tilsyneladende ønske om rekruttering af mænd i daginstitutioner. Som Nielsen dog også selv er klar over, så er denne problemformulering slet ikke dækkende for afhandlingens bredde. Nielsens analyser omhandler omsorgsarbejdets udvikling, og aktuelle modernisering i relation til kønnets rolle heri. Han kigger på logikker, omgangstoner, konflikter og ubevidste epistemologier der præger arbejdet. Selvom han i nogen grad specifikt ser på mændenes rolle i arbejdet, foretager han kun et dybdegående interview af én mandlig pædagog. Fokuset synes således mere at være kønnede, og kønnende processer i daginstitutionsarbejdet frem for mændenes specifikke rolle heri.      

Hvis vi alligevel bliver ved mændenes rolle, så taler Nielsen om hvordan mænd alene i kraft af deres køn afspejler en form for professionel ”andethed”, i det feminiseret rum. Ønsket om støre rekruttering af de ”professionelle” mænd til daginstitutioner hænger på den måde sammen med feltets nye moderniseringstendenser. Nielsen taler om at mænd ofte ses som et symbol på denne professionelle ”andethed”, og ofte vil de have svært ved at begå sig i de traditionelt kvindeprægede institutioner. Han konkluderer at: ”Det betyder groft sagt, at mænd almindeligvis vil blive opfattet som midlertidig og/ eller perifer arbejdskraft, og vil blive fastholdt i en perifer position i forhold til de øvrige medarbejdere og de ”kollektivt” organiserede beslutninger, som fortsat er almindelige i denne type institutioner.” (s. 454)

Alt i alt

Mænd og daginstitutionsarbejdets modernisering beskriver meget fint forholdet mellem modernisering og professionalisering af det reproduktive omsorgsarbejde, og kønnets betydning. En sammenhæng der synes aktuel at påpege netop nu, hvor professionaliseringsdiskursen, på overfladen, gør spørgsmål om køn til en irrelevant faktor. Som sagt har Nielsen mange bolde i luften på en gang. Afhandlingen er bred, og der stilles store krav til læseren, som bør have et godt forhåndskendskab til de benyttede teorier. Generelt kan det være svært at gennemskue sammenhængen mellem de mange teorier, problematikker og diskussioner. I en anmeldelse af netop Mænd og daginstitutionsarbejdets modernisering udgivet i tidsskriftet Norma, vol. 1, 2006 foreslår, anmelder Jørgen Lorentzen læseren at, opgive ønsket om konsistens og i stedet læse bogen som forskellige led i en argumentation om daginstitutionernes udvikling. Jeg vil ligeledes opfordre interesserede til at plukke ud. Hvis man læser hver del som forskellige undersøgelser af daginstitutionsfeltet i et kønsperspektiv, er afhandlingen bestemt anbefalingsværdig, både for læseren der interesserer sig for de teoretiske multiplans diskussioner, og for læseren, der ønsker at vide mere om omsorgsarbejdets konkrete udvikling og udfordringer i dag.