Handlinger tilknyttet webside

Seje drenge og superseje piger af Ann-Elisabeth Knudsen

Anmeldelse af "Seje drenge og superseje piger" af Ann-Elisabeth Knudsen, af Morten Hillgaard Bülow, stud. mag. i Historie og Filosofi, RUC.

Biologismernes genkomst

Professor i biologi og medicin Anne Fausto-Sterling skrev i 1985 en lærd og anbefalelsesværdig bog, der hedder Myths of gender. Bogen kritiserer de på den tid mere og mere populære biologiske teorier om kønsforskelle; en tendens som Fausto-Sterling opfatter som reaktionære kræfters forsøg på at vinde land igen efter 1970’ernes feministiske problematisering af kønsroller og store indflydelse på pædagogik og uddannelse. Denne problematik er også aktuel i dag, bl.a. i forhold til diskussioner om ’den femininiserede skole’ og drenges dårlige præstationer i folkeskolen. Ann-Elisabeth Knudsens Seje drenge og superseje piger er et indslag i denne debat. Desværre nok et indslag, man kunne have været foruden, da den er eksemplarisk i sin reaktionære biologistiske tilgang og stereotype kønsopfattelse.

Let, stereotyp og reaktionær

Bogen er skrevet i stil med selvhjælpsbøger med pointerne fremhævet med fed eller kursiveret skrift og i et let flydende talesprog krydret med vittigheder, der spiller på læserens formodede kønsstereotype erfaringer. På første side af indledningen forkaster Knudsen f.eks. hele 70’er-pædagogikens forsøg på at skabe ligestilling med en vittighed om drenge- og pigelegetøj, hvor pointen er, at trods forsøg på at ændre kønsroller ved at give pigerne drengelegetøj og omvendt, endte det blot med at ”Pigerne legede FAR-lastbil, MOR-lastbil og BABY-lastbil og drengene legede krig med deres bamser.” (s. 7) Vittigheden cementerer kønsforskelle som noget, der ikke kan ændres på, hvilket er bogens gennemgående hovedpointe.Samtidig afslører vittigheden bogens intenderede læser: Knudsen skriver til dem, der allerede mener det samme som hun selv gør, og hun skriver for at berolige dem om, at verden ikke er gået helt af lave, at den heteronormative familieform, ægteskabsinstitutionen osv. stadig er værdier, der stræbes efter i det danske samfund, og at den rette kønsspecifikke/stereotype, autoritære pædagogik vil rette de forkælede, rodløse unge ind på det rette spor (igen). Henrik Jensen kan ånde lettet op. Samtidig får hendes intenderede læsere nu også dårligt funderede biologiske påstande at underbygge deres verdenssyn med.

Ikke, at hun ikke også har enkelte gode pointer eller forbehold. For eksempel når hun skriver, at voksne og forældre ikke skal være så konfliktsky, at de ikke sætter grænser for barnet, og at de samtidig skal huske at give barnet ansvar og stole på det. Men de pædagogiske pointer er hverken originale eller bedre skrevet her end andre steder, ofte er de ligefrem chokerende generaliserende og de krydres af virkeligt mærkelige pointer såsom, at unge i dag keder sig og derfor bliver angste og oplever tomhed og magtesløshed – og at løsningen er, at de i løbet af barndommen bør opøve kompetencer for at være i en sådan tilstand. Flere andre eksempler på lignende ’pædagogiske’ slutninger vil jeg udelade af pladshensyn.

Pseudo-pædagogik og populærvidenskab

Knudsens originale bidrag er hendes forsøg på at inddrage hjerneforskning i sine pseudo-pædagogiske overvejelser. Hun påpeger, at viden om hjernens modning i flere andre lande i Europa og USA inddrages i den pædagogiske debat, men at den ikke har ”samme status som nødvendig vinkel ind i den pædagogiske debat” i Danmark. Og hun mener, det er meget overraskende, når forskere fra DPU mener, at man ikke kan slutte fra hjerneforskning til pædagogik. Knudsen er hverken hjerneforsker eller pædagog selv, så måske er det ikke overraskende, at hun bliver overrasket. Men det afholder hende ikke fra at give sig i kast med emnet på bedste populærvidenskabelige facon.

Først forsikrer hun læseren om hjerneforskningens videnskabelige lødighed – de benytter sig af konkrete metoder som ”systematiske undersøgelser og opsamling af viden” – og hun understreger forskningens nuværende avancerede stade (EEG-skannere er ligefrem ”primitive” i forhold til nutidens maskiner). Dernæst skriver hun, at hendes forståelse af hjernens udvikling og modning baserer sig på Alexandr Luria’s forskning, som man i litteraturlisten kan se er fra starten af 1970’erne.

Ser man nærmere på bogens litteraturliste tegner der sig i det hele taget et popert billede. De 4½ sider indeholder fortrinsvis referencer til håndbøger, lærerfagblade, debatbøger og populærvidenskab – der er kun enkelte referencer til fagpædagogiske bøger (omhandlende kønsforskelle og børn med indlæringsvanskeligheder), enkelte fagbøger om neuropsykologi og sproglig udvikling, men ingen forskningsartikler publiceret i tidsskrifter med peer-review. Det er altså ikke hjerneforskning. Og henvisningerne kan ikke overbevise om, at hun har undersøgt feltet, tværtimod er der tale om et meget selektivt udvalg, hvor gamle kendinge som Inge Dam, Bertil Nordal, Tor Nørretranders og Gideon Zlotnik optræder.

Fejl og manipulation

Seje drenge og superseje pigers formidling af hjerneforskningen er følgelig lige så generaliserende som bogens pædagogiske pointer, og Knudsens slutninger og påstande er hele vejen igennem problematiske. For at tage ét eksempel ud af bogens utallige: Knudsen skriver, ”Pigers og drenges fysiske anatomi er forskellig helt fra starten, og forskellene er grundlagt i forskellige kromosomer. De tydeligste anatomiske forskelle er selvfølgelig forbundne med seksualitet og reproduktion, men det er almindeligt anerkendt, at piger og drenge er forskellige på mange områder inden for det adfærdsmæssige, det følelsesmæssige og det intellektuelle. Det store spørgsmål er vel så, i hvor høj grad man kan tænke disse psykologiske forskelle uafhængigt af genetik og hjerner?” (s. 35)

Lad os tage argumenterne fra en ende af: Det er ikke korrekt, at piger og drenge er fysisk anatomisk forskellige ’helt fra starten’. Pige og drengefostrer er fysisk anatomisk ens indtil 6. uge – og udviklingen derfra er ikke altid entydig mandlig eller kvindelig, ej heller er kromosomerne altid entydigt XY eller XX.[1]

Hvilken selvfølgelig sammenhæng, Knudsen mener, der er mellem anatomi og seksualitet er heller ikke tydelig – det er, vil jeg påstå, ikke muligt at reducere seksualitet til genitalier, men hvis det ikke er dét, Knudsen mener, hvad da? Den efterfølgende kobling mellem anatomi og en ”almindeligt anerkendt” adfærdsmæssig, følelsesmæssig og intellektuel forskel mellem drenge og piger, er også problematisk. Knudsen er efter eget udsagn tidligere blevet gjort opmærksom på, at der er store forskelligheder mellem individer inden for hver af kategorierne  (jf. s. 27), men det ignorerer hun her. Samtidig ignorerer hun groft de sidste mange års debatter og kritik inden for intelligensforskning, samt den aktuelle kønsforsknings påpegning af sociale og institutionelle faktorers betydning for børns udvikling og kønsdifferentiering. Knudsen antyder derimod en biologisk kausalsammenhæng mellem påståede anatomiske forskelle og påståede adfærdsmæssige, følelsesmæssige og intellektuelle forskelle. Og disse generaliserende, svagt underbyggede påstande er det grundlag, hun bygger resten af bogen på.

Før vi går videre med resten af bogen, vil jeg dog benytte lejligheden til at gøre opmærksom på det retoriske trick, Knudsen benytter i sidste del af ovenstående citat: Hun kommer med en påstand, som læseren vil have svært ved at afvise, og som inkluderer og legitimerer de foregående påstande, uden at disse følger af den svært afviselige påstand. At psykologi er afhængig af hjerner – hvad tænker du ellers med? – er en svært afviselig påstand. Men inkluderet i sætningen er både de påståede kønsforskelle og gener. Dermed manipuleres læseren til at godtage, at adfærd, følelser og intelligens er forskellig mellem drenge og piger, og at adfærd, følelser og intelligens ikke kan ses uafhængigt af generne. At det er uklart, hvilken afhængighed, der skulle være tale om, gør blot sætningen sværere at afvise, men læser man videre i bogen (hvilket allerede nu bør være klart ikke er anbefalelsesværdigt), forstår man, at det er en envejs, næsten deterministisk afhængighed fra biologi til adfærd, følelser osv. Og er man først blevet lokket til at godtage den uklare afhængighedspåstand, så står man med den ene fod i biologismen allerede. 

Flere kritikpunkter

Man behøver ikke læse ret meget videre før det bliver tydeligt, at Seje drenge og superseje piger ikke er en videnskabelig forskningsbaseret bog, ikke engang seriøs faglitteratur, men en svagt underbygget kønspolitisk debatbog, der stjæler naturvidenskabelig autoritet ved at bruge biologistiske argumenter. Bogen er samtidig så uklar i sine argumenter, så overfladisk og generaliserende, og så irriterende inkonsekvent, at Knudsen vil kunne benægte, at der skulle være noget reduktionistisk eller deterministisk i den ved at pege på tekststeder, hvor hun siger noget andet. Men den inkonsekvens ændrer ikke på det samlede billede, snarere er det endnu et kritikpunkt, man kan rette mod hende.

Hun husker for eksempel gennemgående at skrive, at miljø og læring påvirker hjernen, men alligevel er det altid påstande om, at piger og drenges anatomi (fra starten) er forskellig, og at hormonerne bestemmer udviklingen af forskellige hjernebaserede egenskaber, der lægges vægt på, og disse påstande tillægges større forklaringskraft end miljømæssige faktorer. Man kan udlede af Seje drenge og superseje piger, at det åbenbart er hjernens naturlige udvikling, der bestemmer alt fra børn og voksnes koncentrationsevne og hukommelse (s. 70), teenageres følelsesliv (s.72), og endda er årsag til, at teenagere på et tidspunkt begynder at stille spørgsmålstegn ved meningen med livet (s. 69) mm. Det kan næppe heller kaldes et respektfuldt syn på årsagerne til teenageres følelsesudbrud eller forsøg på meningsdannelse samtidig at skrive, at deres hjernes tilstand er som ”lukket på grund af ombygning” (s. 68).

Påstandene om hjernens naturlige udvikling underbygges af referencer til populære bøger af forskere, der har skannet døde teenageres hjerner. Nu kan man ikke få så meget at vide om disse forskningsresultaters lødighed gennem Knudsens beskrivelse – hun stiller i hvert fald ikke selv kritiske spørgsmål til dem, men refererer dem trofast som var de Sandheden selv. Men man kunne måske spørge, hvilken viden om årsager til hjernens udvikling MR-skanninger kan give, hvis hjernen ikke følger en på forhånd fastlagt og kendt biologisk udviklingsrute, men kan påvirkes af miljø og læring, som Knudsen jo også skriver, den kan?

Gamle nyheder om kønsforskelle

Tilbage til de påståede biologiske kønsforskelle. Her har Knudsen trukket flere klassiske naturvidenskabelige argumenter frem. Faktisk så klassiske, at de alle allerede er blevet pillet fra hinanden i 1985 (og igen i år 2000) af Anne Fausto-Sterling, som jeg nævnte indledningsvis. Jeg vil derfor ikke bruge meget plads på dem her. Første påstand, baseret på én populærvidenskabelig kilde, er, at der er forskelle på størrelsen mellem piger og drenges hjernebjælke. Den størrelsesforskel, Knudsen påstår findes, er ifølge Fausto-Sterlings studier ikke entydig i forskningslitteraturen om emnet, og dér, hvor den findes, er det svært at påstå, at den intet har at gøre med miljømæssige påvirkninger.[2] Andre påstande omhandler forskellig brug af venstre og højre hjernehalvdel (s. 57-59) og påstande om forskellige hormoners indflydelse på hjernens udvikling hos drenge og piger (s. 53-59). Igen kan jeg henvise til Fausto-Sterling.[3] Knudsens biologismer holder ikke.

Hvordan kan sådan en bog så blive udgivet? Måske er en årsag at finde i en af Knudsens indledende bemærkninger om, at der inden for meget humanistisk forskning er en angst for at se på og få viden om hjernen. At hun selv bekræfter de værste humanistiske fordomme og kan siges at fremme humanistisk berøringsangst for naturvidenskabelige emner, gør ikke pointen mindre aktuel, tværtimod. En bog som Seje drenge og superseje piger får ufortjent stor kønspolitisk indflydelse på uddannelse og daginstitutioner, fordi der ikke er lødige alternativer til den, der behandler samme emne. Hvor ville det være rart med en nuanceret kritisk diskussion af samspillet mellem biologi og miljø, der undgik stereotype kønsopfattelser, et naivt videnskabssyn og forsimplede kausalitetsforståelser.

 

Referencer:

Anne Fausto-Sterling, Myths of gender. Biological theories about women and men. BasicBooks, USA, 1985 (second, revised edition 1992)

Anne Fausto-Sterling, Sexing the body. BasicBooks, USA, 2000



[1] Jf. Anne Fausto-Sterling, Myths of gender (1985), s. 77-85

[2] Anne Fausto-Sterling, Myths of gender (1985), s. 228-240, og Sexing the body (2000), s. 115-145

[3] Anne Fausto-Sterling: Myths of gender (1985), s. 223-258 og s. 90-155, og Sexing the body (2000), s. 238-248

 

Ann-Elisabeth Knudsen

Seje drenge og superseje piger

Schønbergs Forlag, 2007

249 sider, 249 kr.