Handlinger tilknyttet webside

Nationalt forskningsfelt

Mande- og Maskulinitetsforskning er desværre indtil videre et underfinansieret forskningsfelt i Danmark. Det er kun lektor Kenneth Reinicke, der er ansat fuld tid med den officielle betegnelse mandeforsker. Dette betyder dog ikke, at der ikke forskes i mænd og maskulinitet i Danmark. Mande- og maskulinitetsforskningen er spredt mellem mange forskellige fag og institutioner. Nogle af de mest aktive forskere inden for feltet kan du læse om neden for. Du kan se forskerprofilen på de af forskerne, der er medlem af af NeMM, via link fra deres navn.

 

Kenneth Reinicke: Ph.d. i sociologi og ansat som lektor ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitetscenter. Kenneth Reinicke er Danmarks eneste officielt ansatte fuldtidsforsker i mænd og maskuliniteter. Han har beskæftiget sig bredt med mandeforskning og har fokuseret en del på de mørke og destruktive aspekter af mænds liv, såsom prostitution, vold og voldtægt. Af publikationer kan nævnes Mænd i Lyst og Nød (2004), Schønberg; Den hele Mand – Manderollen i Forandring (2002), Schønberg; og Hva’ nu, Mand – Mandeforskning og Ligestilling (2001), Videnscenter for Ligestilling.

Steen Baagøe Nielsen: Cand. mag. i Pædagogik og Historie og ansat som lektor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter. Steen Baagøe Nielsens forskning er centreret omkring mænd og omsorg og om de pædagogiske institutioners modernisering og professionalisering. Af publikationer kan nævnes ph.d.-afhandlingen Mænd og Daginstitutionsarbejdets Modenisering (2006), Mænd og Omsorg (2003), Hans Reitzels Forlag; og artiklen ”Moderninsering” og ”Feminisering” i Velfærdsstaten – Omsorg Professionalisering og Kønsmagt under Forandring i Kønsmagt under Forandring (2002), Hans Reitzels Forlag. Steen Baagøe Nielsen er formand for NeMM.

Henning Bech: Professor i Sociologi ved Københavns Universitet. Henning Bech har i sin forskning fokuseret på moderne urban kulturs indvirkning på mænds kønsidentitetsdannelse, og han har bl.a. beskæftiget sig med mænds seksualitet, særligt homoseksualitet. Teoretisk er han fortaler for en mangfoldig tilgang i analyser og fortolkninger, og han har selv bl.a. arbejdet med en queer-teoretisk tilgang. Af publikationer kan nævnes Fritids Verden: Studier i Modernitet, Mandighed, Homoseksualitet og Senmodernitet (1999), Forlaget Sociologi; Når Mænd mødes: Homoseksualiteten og de Homoseksuelle (1988), Gyldendal; og Lyst eller Nød?: Kvinders og Mænds Homoseksualitet: Redegørelse for nogle Synspunkter og Resultater i videnskabelig Litteratur (1986), Kommisionen til Belysning af Homoseksuelles Situation i Samfundet.

Bente Marianne Olsen: Ph.d. i Sociologi og ansat som forsker ved Socialforskningsinstituttet. Bente Marianne Olsen har forsket i mænd og familie og faderskab, og særligt i fædres forhold til deres små børn, mænds brug af mulighed forældreorlov og utraditionel arbejdsdeling mellem mænd og kvinder i hjemmet. Af publikationer kan nævnes artiklen Far i Mors Sted – Om Fædre på Orlov (2002) i Kvinder, Køn og Forskning; ph.d.-afhandlingen Nye Fædre på Orlov. En Analyse af kønsmæssige Aspekter ved Forældreorlovsordninger (2000), Sociologisk Institut, Københavns Universitet; og artiklen Orlov til Børnepasning – En familiepolitisk Revolution? (1997) i Kvinder, Køn og Forskning. Bente Marianne Olsen er bestyrelsesmedlem i NeMM.

Svend Aage Madsen: Ph.d. og chefpsykolog, klinikchef og forskningschef for Klinik for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning på Rigshospitalet, København. Svend Aage Madsens forskning er centreret dels omkring faderskab og dels om mænds sundhed og sygdom. Af publikationer kan nævnes Kend din Krop, Mand (2006), Aschehoug; Fædres Tilknytning til Spædbørn (2002), Hans Reitzels Forlag; og Fædre og Fødsler (1999), Frydenlund Grafisk.

Niels Ulrik Sørensen: Cand. scient. i Sociologi og ansat som forsker ved Center for Ungdomsforskning, Danmarks Pædagogiske Universitet. Niels Ulrik Sørensen forsker i unge, køn og livsstil, og han har særligt beskæftiget sig med unges drenges konstruktion af køn og identitet gennem forbrug af medier og fænomenet metroseksualitet. Af publikationer kan nævnes ph.d.-afhandlingen Meget mere end metroseksuel. Krop, Køn og Identitet blandt unge Mænd i den senmoderne Massekultur (2005), Roskilde Universitetscenter; artiklen Understanding Men’s Bodies in Visual Culture i European Journal of Women’s Studies Vol. 12, Issue 1, Sage Publications; og Den store Balanceakt. En kvalitativ Analyse af Mødet mellem Elever og Virksomheder indenfor Hotel-, Restaurant- og Turismeområdet (2000), Center for Ungdomsforskning, Roskilde Universitetscenter. Niels Ulrik Sørensen er bestyrelsesmedlem i NeMM.